Formandens årsberetning 2016

Årsberetning 2016 Endnu et år er gået, og det er tid til status. Efter det lidt problematiske år, jeg sidste år berettede om, er det dejligt at kunne berette om et år, hvor vore kenyanske venner i Asembo igen har fået stabilitet på arbejdet. De havde nogle interne kampe om, hvilken linje man skulle køre, men det ser ud til, at der er faldet ro over feltet. Vi har det seneste år samarbejdet med en yngre fyr, Erick Owino, som formand godt støttet af Peter Okoyo, som de fleste af vore medlemmer kender. Det har betydet et højt informationsniveau. Erick har fået nyt arbejde, som medfører, at han er fratrådt som formand, og Peter Okoyo er konstitueret formand, indtil de har nyvalg i december. På såvel egne og Vestkenyas Venners vegne vil jeg gerne benytte anledningen til at takke Erick for samarbejdet. Det har været et samarbejde, hvor jeg har følt mig godt og loyalt informeret, om hvad der rørte sig i landsbyen såvel som hans egne betragtninger om, hvordan han mente samarbejdet burde være. Jeg holder meget af Erick, og han har lagt mange kræfter i at få bilagt uoverensstemmelserne i landsbyen. Et arbejde han nu overlader til Peter, som jeg hermed byder velkommen til samarbejdet frem til december, hvor deres nye formand vælges.

I Asembo har vore aktiviteter hovedsageligt bestået af skolesponsorater. Vi har i bestyrelsen haft mange diskussioner om, hvordan nye sponsorater strikkes sammen, så det bliver mere ensartet end i dag. Vores skolesponsorater blev startet med de bedste intentioner, men vi må erkende, at det skulle have været bedre forberedt, så det bliver mere ensartet. Der er flere dilemmaer indbygget, bl.a. at prisen for skolegang stiger efterhånden, som eleverne bliver ældre. Et andet problem er at prisen pr barn er forskellig fra skole til skole. Kan man så ikke bare betale til få skoler? Ja hvad sker der så, hvis forældrene bliver skilt, og den ene f.eks. flytter til Kisumu med barnet. Da pengene følger barnet, er det ikke så nemt. Med nye sponsorater må vi sætte rammerne for, hvordan vi skal administrere det og på hvilke betingelser, vi vil administrere dette program. Med de ældste sponsorater må der gradvis ske en ændring, så det bliver til at have med at gøre.

I Kagwenamochiewo har vi arbejdet mere projektorienteret, og vi har færdiggjort brønden. Der er ikke for meget vand, og de er rendt på en sten, som de ikke kan få fjernet. Det kræver en sprængning, og vi må se om vi finder én, der kan klare det. Det er ærgerligt, men det er åbenbart problematisk at finde vand i området. Ellers har vi investeret lidt flere penge og energi i kyllingefarmen. De har i øjeblikket ca. 60 kyllinger, og det er planen, at de skal have opbygget en produktion til æg, og så må vi se, om det udvikler sig til noget, der kan give et tilskud til foreningen. Sarah fra bestyrelsen tager derned senere på måneden (er nu hjemme igen, red.) så vi får den seneste opdatering, når hun kommer hjem. Set fra vores bestyrelse er det bare meget motiverende at arbejde med folk, der virkelig prøver at skabe hjælp om til selvhjælp. Bestyrelsen med Moses Aloyo i spidsen virker meget kompetent og det er en fornøjelse at samarbejde med dem.

Vi har i skrivende stund besøg fra Kenya af Peter, som alle sikkert kender, samt at Syprose Akinyi. De er rundt på en masse skoler for at fortælle om livet i Kenya. Som sædvanligt er det en fornøjelse at følge med i, hvad der sker. Alt afhængig af alder er det forskelligt, hvad eleverne har ud af besøget. De små elsker den livsglade sang og dans, og på egen skole så jeg, hvor godt dansen var med til at fjerne skel mellem danske og syriske børn i indskolingen. Omvendt blev Syprose danset og sunget ind i klassen af overbygningens børn – forstået på den måde, at da hun kom, blev hun modtaget af med sang og dans. Eleverne kunne huske lidt af sangene, fra Peter var på besøg sidste år. Her var det spørgsmål om livet i Kenya, og hvad der kræves af kenyanske børn, der var i højsædet. Så at det gør stort indtryk, er hævet over enhver tvivl. Jeg vil gerne takke Peter, Syprose, Sarah fra bestyrelsen samt hendes Niece for det store engagement.

Til slut vil jeg takke den resterende del af bestyrelsen for samarbejdet og de gemytlige stunder, vi har sammen. Det er vigtigt for lysten til bestyrelsesarbejdet, at kemien er god, og det er den heldigvis.
Mogens Lønne

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.