Generalforsamling 2015, formandens beretning

Endnu et år er gået, og jeg må sige et lidt turbulent år. Lige omkring generalforsamlingen sidste år fik vi oplysninger om, at ikke alt i Asembo fungerede optimalt. Bl.a. var der en masse beskyldninger om misbrug af midler, og kort efter fandt vi ud af at der ikke længere var en bestyrelse for foreningen i Asembo. Når vi rykkede for oplysninger, fik vi svar i stil med: ”vi er bekymrede”. Dette resulterede i, at jeg tog til Kenya i juleferien for at rede nogle tråde ud. Det var helt åbenlyst, at der var et par grupperinger, der ikke var specielt interesserede i, at den anden gruppe fik for meget indflydelse. Hvad vi desværre har oplevet et par gange var, at en af de personer, der havde siddet på magten, blev stemt ud, men nægtede at give slip, med det resultat, formanden trak sig, hvorved bestyrelsen ikke længere var intakt. Jeg havde adskillige møder med dem, og vi fik bl.a. valgt en ny bestyrelse og fik kontrolleret, at de midler, vi har sendt, er anvendt til det formål, de var tiltænkt. Jeg var egentlig ret fortrøstningsfuld, da jeg forlod Kenya, men det stod ret hurtig klart, at spændingerne ikke var fjernet. Det resulterede i et nyt valg, hvor stort set hele bestyrelsen blev udskiftet. Med valget af den nye formand, Erick Owino, har de for første gang valgt en ung mand som formand, og det har i hvert fald givet et helt andet informationsniveau. Når vi spørger til noget, får vi svar, og vi får også at vide, at de har store udfordringer, men efter sigende nyder han stor opbakning, og de meldinger, vi i skrivende stund har, siger, at hans lederskab er godt. Der har været en del udfordringer med klinikken, som de har haft svært ved at styre driften af. Her er de også blevet ramt af, at regeringen har gjort en del behandlinger gratis for regeringens klinikker, hvilket er med til, at det er svært at få økonomien til at hænge sammen. Vi har her en udfordring, vi skal have set på.

De mange beskyldninger, svigt og mistillid betød også, at UC Syddanmark heller ikke længere sender studerende, hvilket betyder, der dermed heller ikke er meget gang i hytterne. Vi har også her en udfordring i at få det startet op igen, men jeg tror, det er for tidligt at gøre forsøget, da vi skal være sikre på, at der trækkes på samme hammel.

Vi har det sidste år brugt utrolig megen energi på skolesponsoraterne. Her har vi nogle andre udfordringer, som ikke er så nemme at klare. KSHG’s tidligere bestyrelser har startet uddannelser op, som der hverken halvt eller helt er økonomi til. Her har vi snakket om mange løsningsforslag. Problemet er dybest set, at uddannelserne bliver dyrere, efterhånden som niveauet stiger. Med andre ord: femte klasse er dyrere end første. Det betyder, at der er en del elever, hvor sponsoratet ikke længere dækker udgifterne. Vi har snakket mange løsningsforslag

  • Kun at tilbyde grundskole
  • At sponsoraterne stiger
  • At finde en jævn pris, hvor man betaler mere end det koster de første år, som står til senere, hvor skolegangen er dyrere
  • At elevernes familier selv betaler det manglende beløb
  • At de elever, der færdiggør en hel uddannelse, tilbagebetaler et beløb til sponsorprogrammet, som så kan bruges på andre

Der kan være flere løsninger, men uanset disse: hvad gør vi, når en sponsor forsvinder midt i året/forløbet. Hvis der blandt medlemmerne er gode ideer, hører vi dem gerne, og er der sponsorer, som har lyst at forhøje sponsoratet, kan I skrive til Kurt for at høre om nødvendigheden af det.

Vores grundlæggende holdning er jo, at vi så vidt muligt skal færdiggøre de uddannelser, der påbegyndes, men det nye skoleår starter til nytår, så vi skal have truffet nogle beslutninger senest om 3 måneder.

I Kagwenamochiewo har der været mere ro på. Vi har dels givet og lånt penge til opstart af et kyllingeprojekt. Opstart er vanskelig, og det viste sig selvfølgelig også her, da de fik besøg af en stor lizzard, der tog alle kyllinger. Vi har bevilget et ekstra beløb til køb af nye kyllinger, og så bliver det spændende, om de kan holde dyret ude, og om de kan stable lidt økonomi på benene.

Derudover har vi bevilget penge til, at de kan få gravet en brønd. Da vi var i landsbyen første, gang drak de vand direkte fra overfladen, og vandet var nærmest mælkehvidt. Under brøndgravningen var de ret uheldige at støde på sten så store, at de måtte sprænges væk, men brønden er ved at være færdig. Man mangler lige at få ryddet op efter sidste sprængning. Det ser dog ud til, at der er tilstrækkelig vand, så vi håber, vi snart kan melde om en ny overdækket brønd i Kagwenamochiewo.

Vi har i det sidste år haft lidt svært ved smilene over situationen i Asembo, men de positive historier fra Kagwenamochiew, og også de sidste måneders positive bulletiner fra Asembo får mig til at tro på, at der er lys for enden af tunnelen, og vi igen kan arbejde med projekter i stedet for personsager.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.