Man skal lige vænne sig til det. Hvis du laver en aftale om at mødes kl. 14., så gør du klogt i først at møde op kl. 15. I Afrika altså. Herhjemme kan en times forsinkelse være stensikker skyld i, at du ikke får jobbet, at daten har forladt restauranten eller at din mor står foran supermarkedet med korslagte arme og et olmt blik i øjnene. Men sådan er det ikke i Afrika. Og det er til at blive vanvittig af. Til at starte med.

Jeg boede i Asembo i seks uger. Om eftermiddagen underviste jeg i guitar. Det var et undervisningsprojekt, der puttede guitarer i hænderne på landsbyens børn, og så var det min opgave at få akkorderne ind i deres fingre. Det lykkedes. Jeg havde fem guitarer til rådighed, og et varierende antal af musiske aspiranter fra dag til dag. Én undervisningsgang besluttede jeg mig for, skulle vare to timer. Så var der plads til, at børnene kunne komme dumpende, når det passede deres afrikanske ur. Det var fantastisk. Jeg kan stadig huske børnene jeg underviste, men jeg dog er lidt i tvivl om, om de kan huske de akkorder jeg underviste dem i.

Om formiddagen underviste jeg på den lokale folkeskole. Jeg havde været lærervikar i Danmark, men det her var en ny oplevelse. Jeg underviste en 6. og en 7. klasse i engelsk og natur/teknik. Der var, på en god dag, måske 20 elever, der havde den bog, jeg underviste i, men op til 90 elever i klassen.

I skolens sommerferie hjalp jeg, efter bedste evne, til med opbygningen af den, nu færdige, nye lægeklinik. Jeg elskede det.

Man vænner sig til ’African time’, og det er som om, at dit indre ur tikker lidt mere afstresset, den tid du er i Afrika. Og tag dig tid. Tid til at være der. Tid til at lære de nye mennesker rigtigt at kende. Tid til at fordøje de nye indtryk. Og nyd tiden. Den afrikanske tid.

Tobias Sydradal Lund